Om

Vision og mission

Clowns4Care er humanitære klovne, der hjælper børn i verdens brændpunkter.

Gennem leg og glæde er vores mission at give omsorg, nærvær, opmuntring og håb til børn, der lever i en verden, der for alt for mange børn er #ikkebareforsjov.
Vores mission er at skabe oplevelser og minder, som børnene kan bruge positivt og aktivt – som et frikvarter i deres hverdag og i fremtiden.

Clowns4Care’s vision bygger på store, åbne og varme hjerter, der ønsker at gøre en positiv og væsentlig forskel for børnene i verdens brændpunkter.

Børn er børn – og i Clowns4Cares virke kommer børnene altid i forreste række. Vi er altid på børnenes side, og vi vil altid respektere det enkelte barns behov, personlighed, situation, helbred, levevilkår; barnets kultur, religion, miljø; barnets tanker, følelser og drømme.

Clowns4Care er på alle måder – i vores virke og samarbejde med andre – uafhængige af politiske, kommercielle, religiøse eller andre interesser.
Alle medlemmer af Clowns4Care arbejder frivilligt og dedikeret ud fra samme vision og mission. Alle medlemmers brændstof er overskud, engagement og livsglæde – i en verden, der for alt for mange børn er #ikkebareforsjov.

Clowns4Care - About us

Hvem er vi

De humanitære klovne i Clowns4Care er (indtil videre) fra Danmark og Sverige.

Bestyrelsen består pr. juni 2017 af fire klovne + tre eksterne medlemmer:
Forkvinde, Berit Austeen (f. 1955, krisepsykologisk rådgiver + klovn)
Næstformand, Line Bygsø (f. 1980, frontdesk manager + klovn)
Kommunikationschef, Jeppe Nybroe (f. 1973, journalist)
Kasserer og økonomichef, Lars Mandal (f. 1955, journalist)
Bestyrelsesmedlem, Kasper Tillemann (f. 1985, pædagog + klovn)
Suppleant, Marcus Fritz (f. 1983, supervisor hos SOS International, klovn)
Suppleant, Kamilla Thirstrup Hasen (f. 1970, kommunikationsrådgiver)

Fælles for alle klovne er:
1) Alle arbejder frivilligt for Clowns4Care
2) Alle har flere års erfaring, træning og uddannelse i at klovne for udsatte børn – eller er trænet og uddannet af Clowns4Care – og alle har godkendte børneattester.
3) Alle bekender sig til Clowns4Cares vision (læs ovenfor), fremfor alt: at hjælpe flest mulige børn bedst muligt i verdens brændpunkter.

Alle klovne/medlemmer – pr. juli 2017 er vi i alt: 19: 6 klovne + 3 eksterne. Vi har forskellige uddannelser, job og baggrunde; vi er fra 35 til 67 år, vi er cirka 50/50 kvinder og mænd.

Clowns4Care - About us

Klovnene har både sammen og hver især mange års erfaringer med at hjælpe udsatte børn i hele verden. Vi har blandt andet været på missioner i følgende lande og områder: Congo, Marokko, Tunesien, Irak (september 2017), Vestbredden/Palæstina, Ukraine, Rusland, Rumænien, Mongoliet, Italien og Grækenland. Flere af gruppens medlemmer har gennem årene desuden uddannet klovne på international missioner og/eller samarbejdet med andre klovne internationalt.

Clowns4Care samarbejder bredt med organisationer, myndigheder og andre – internationalt og nationalt – der bidrager til at hjælpe flest mulige børn mest muligt.

Som frivillige klovne finansierer de enkelte medlemmer i udgangspunktet selv deres virke og internationale missioner – herunder transport, ophold, forsikringer og materialer.

Clowns4Care gennemfører løbende indsamlinger, fundraising og andre projekter, der kan bidrage til at finansiere organisationens vision og mission: at hjælpe flest mulige børn bedst muligt i verdens brændpunkter.
Alle Clowns4Cares aktiviteter følger gældende lovgivning og behørige godkendelser af myndigheder; indsamlinger i Danmark er godkendt af Indsamlingsnævnet; regnskab godkendes af autoriserede revisor og fremlægges offentligt på Clowns4Cares hjemmeside.

#clowns4care
#ikkebareforsjov
#notjustfun